Home » Ikke kategoriseret » Totalrenovering af 270-årigt bindingsværkshus

Totalrenovering af 270-årigt bindingsværkshus

BOJ-VAH1Ganske paradoksalt er Vejles ældste hus – den treetagers bindingsværksejendom Søndergade 8 fra 1740’erne – blevet omdannet til et udstillingsvindue for nyeste teknologi. Der er nemlig åbnet TDC Butik i ejendommen. Forud er gået et omfattende ombygnings- og restaureringsarbejde, så ejendommen lever op til dagens standarder og lejerens krav.

Som hovedentreprenør på opgaven er vi indgået i et tæt samarbejde med husets ejer, Hans Laursen, samt arkitekten og ingeniøren. Opgavens kompleksitet skyldes ikke mindst, at kravene til en topmoderne butik skulle gå op i en højere enhed med bygningens originale charme og sjæl. Da huset ikke har noget moderne fundament, måtte det understøttes med betonsøjler 6,5 meter ned i den bløde undergrund.

Ejendommen er på ca. 160 m2, hvoraf godt halvdelen er butiksareal i grundplan. Første sal bruges bl.a. til kontor. TDC’s krav betød, at loftet måtte hæves, og at der skulle isættes store facadevinduer i glas. Desuden blev der opsat skillevægge og installeret effektiv afkøling på grund af varmeudviklingen fra belysning og elektronisk udstyr.

Den mest omfattende del af opgaven var at understøtte huset med træpæle og rive hele grundplanet ned, mens de to øvre plan hvilede på pælene. Herefter blev facaden genopbygget fra bunden – denne gang forstærket af en robust stålkonstruktion bag bindingsværket. Ejendommen er desuden blevet energioptimeret. Alt er sket med respekt for den oprindelige stil, og bygherren udtrykker stor tilfredshed med istandsættelsen.