Home » Ikke kategoriseret » Vejlensiske tandlæger flytter ind i stadiontårn

Vejlensiske tandlæger flytter ind i stadiontårn

BOJ-TKV1kTre tandlæger er sammen med deres medarbejdere flyttet til øverste etage i tårnet på Vejle Stadion. Her har de fået nyindrettede, topmoderne omgivelser og næsten dobbelt så meget plads som i den hidtidige klinik.

Totalindretningen er gennemført i et tæt samarbejde mellem Byggefirmaet Ove Jensen i Vejle og klinikspecialisten Nordenta, der har leveret det meste inventar og udstyr – fra møbler til røntgenapparatur og kliniksystemet Al Dente.

– Byggefirmaet har en god kvalitetssans samt stor erfaring med at gennemføre klinikbyggeri i samspil med andre, og Nordenta har jeg tidligere samarbejdet med. De har stærke kompetencer inden for koordinering og totalrådgivning, siger Jesper Guldager, der er tilfreds med både processen og det færdige resultat. – Projektet er i det store hele forløbet gnidningsfrit og inden for de fastsatte budget- og tidsrammer. Planlægningen har været grundig, og byggefirmaet har sikret overholdelse af alle aftaler, også fra underentreprenørernes side.

Det har krævet særlige tekniske løsninger at etablere en tandlægeklinik på femte sal. – Det startede med en helt tom etage uden skillevægge, som er opbygget fra bunden og indrettet efter klinikkens behov. Vi har udført tømrerarbejdet samt koordineret og styret murer-, maler-, installations- og gulvarbejde, fortæller ingeniør Henrik Jensen fra Byggefirmaet Ove Jensen. Det mest udfordrende har været de mange specielle tekniske installationer, herunder til trykluft, sug og separat vandsystem, som er væsentlig mere komplekse at integrere på femte sal end i stueplan. – Desuden er der etableret specielle foranstaltninger til lyddæmpning og brandsikring, slutter Henrik Jensen, der påbegyndte byggearbejdet i december.