Home » Ikke kategoriseret » Vejlensiske tømrerfirmaer går sammen

Vejlensiske tømrerfirmaer går sammen

BOJ-AVE1k kopiTo af Vejles gamle, velkendte familievirksomheder bliver til én. Byggefirmaet Ove Jensen A/S overtager aktiviteterne fra tømrermester Arne Vedel, der har valgt at sælge sin forretning.

– Vore kompetencer og aktiviteter supplerer hinanden perfekt. Arne Vedel har mange serviceopgaver for private og forsikringsselskaber, bl.a. inden for udskiftning af vinduer og døre, mens vi også arbejder meget med ny-, om- og tilbygning. Med integrationen af hans erfarne medarbejdere bliver vi en mere attraktiv samarbejdspartner og kommer til at stå endnu stærkere, så her er tale om det perfekte match, vurderer Henrik Jensen fra Byggefirmaet Ove Jensen A/S.

Han hæfter sig ved de muligheder, virksomheden får i kraft af øget kapacitet og alsidighed. – Med sammenlægningen bliver vores forretning især styrket inden for reparation og vedligeholdelse, men samtidig kan vi med højere samlet kapacitet løfte større opgaver end hidtil. Virksomheden kommer til at spænde bredere, og den øgede fleksibilitet er naturligvis også til gavn for vore kunder.

Desuden ser Henrik Jensen en række praktiske fordele i sammenlægningen. – Ved at blive større er vi mindre sårbare over for sæsonudsving, sygdom og lignende, og samtidig kan der opnås synergi og besparelser i administrationen, slutter han.